Hvis jeg ikke kan amme..

Manden på den anden side af vejen..

img_9518

Da vi flyttede ind i Vores hus for små 2 år siden lå der et fint brev i postkassen. Sådanne et rigtigt håndskrevet brev, som man modtog dem I gamle dage. Allerede inden jeg åbnede det kunne jeg ikke lade være med at trække på smilebåndet. Det var så hyggeligt at modtage, og hvem mon det var fra? Jeg åbnede det, og det viste sig, at være fra manden på den anden side af vejen. Han ville blot ønske os pænt velkommen til kvarteret. Han er en mand i starten af 80’erne. Han har sølvgråt velfriseret hår, er altid meget velklædt og har troligt sin pibe i munden. Han holder styr på sin have og sit hus på en måde der vil tage pusten fra de fleste. Det hele er yderst nydeligt og vedligeholdt.

Det var dog ikke lykkeligt længere.

Da jeg mødte ham første gang takkede jeg pænt for brevet og vi fik os en lille snak. Han fortalte levende, med et glimt i øjet, hvordan han altid havde boet her på vejen sammen med sin kone. Børn var kommet til, og børnebørn var kommet til. Minderne og glæderne var mange. Det var dog ikke lykkeligt længere, og med pludselige tårer i øjnene fortalte han hvordan konen en håndfuld år forinden, havde fået en sygdom der gjorde, at hun blev svagere og svagere, og huskede dårlige og dårlige. Hun var blevet ramt af den forfærdelige sygdom Alzheimers.

De første par år havde han holdt hende hjemme, passet og plejet hende, men han måtte sande som sygdommen skred frem, at han ikke kunne klare det længere. På de dårlige dage, som blev flere og flere, kunne hun ikke engang huske hvem han var længere. En skræmmende tanke eftersom de for længst havde fejret guldbryllup og levet sammen det meste af livet. Selvom han havde lovet hende, at han altid ville passe på hende og på huset, måtte han se den barske sandhed i øjnene og sende hende på plejehjem. Jeg fik en kæmpe klump i halsen af hans våde øjne og skrattende stemme. Man kunne mærke hans sorg og tab helt ind i knoglerne.

Det var lige rørende og livsbekræftende hver eneste gang.

Som tiden gik passede han fortsat på huset og havet. Det er en stor grund, men det har ikke slået ham ud. Han kom jævnligt trillende med sin kone i en kørestol, som blev foldet ud, efter turen i den sølvgrå bil. I et roligt tempo kørte de sammen gennem forhaven og op til huset. Fra køkkenvinduet af, kunne jeg fornemme hvordan han jævnligt stoppede og fortalte hende om de forskellige blomster, bede og træer. Han prøvede at bringe minderne frem igen, få hende til at huske hvem og hvor hun var, præcis som i filmen “The Notebook”. Det var lige rørende og livsbekræftende hver eneste gang jeg oplevede det, og dén dag flaget pludselig var på halvt blev jeg overvældet af en helt ekstremt ked-af-det-hed og fandt mig selv stående der med våde øjne i køkkenvinduet.

Nu var hele livet var væk. Alt hvad de havde oplevet sammen var forbi, og han havde passet på hende til det aller sidste, som han havde lovet hende. Også selvom hun intet kunne huske. Han holdt sit ord. Til aller sidste åndedræt. Han havde minderne og kunne huske hele deres levetid sammen, hun var død uden minderne.

I medgang og modgang, til døden os skiller.

Nogle måneder senere var huset så til salg. Og nu ér huset solgt. Jeg føler det har været solgt længe og da jeg snakkede med ham sidst, havde han et par måneders tid tilbage til at flytte. Han har flyttet i meget små ryk. Èn kasse af gangen. Man kan fornemme hvordan det må være noget af det aller sværeste i hele hans liv. Han skal snart sige farvel til alt det han kender, til alle hans minder, til rammerne der har rummet hele hans liv, for aller sidste gang. Og modsat hans afdøde kone husker han alt. Alle minder, alle grin, alle sorger, alle oplevelser. Så sent som i går gik han og fyldte i havesæk efter havesæk. Selvom huset er solgt og han ikke længere skal bo der, holder han sit løfte. I medgang og modgang, til døden os skiller. Han passede på sin kone til det aller sidste og det samme med huset, og haven. Jeg synes det er en meget smuk og livsbekræftende ting sådanne at opleve her fra den anden side af gaden. Må vi være mange der tager ved lære af manden fra den anden side af vejen..img_5145img_7076

img_7077

Follow my blog with Bloglovin
   

1 kommentar

Skriv gerne en kommentar

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive offentliggjort. Krævede felter er markeret med *

 

Næste indlæg

Hvis jeg ikke kan amme..