Debat: Vil vi alle ikke gerne være (mere) som Sada Vidoo?

img_7915

Måske har du lagt mærke til Sada Vidoo ude i mediebilledet, og måske ikke. Sada Vidoo er en levende dukke og jager en musikkarriere, samt et sted hvor hun hører helt hjemme i denne verden, der for det meste kigger skævt på hende og tror hun “bare” klæder sig ud. Jeg er dybt imponeret over Sada Vidoo efter jeg i går afsluttede en mindre dokumentarserie, som har kørt på DR3. Dokumentarserien handler om hendes liv og om hvordan hun er kommet der til, hvor hun befinder sig i dag. Både psykisk, men også fysisk. Fysisk bor Sada Vidoo i dag et sted i London, fordi hun ikke følte Danmark kunne rumme eller acceptere hende fuldt ud. Ret sørgeligt, hvis du spørger mig, for jeg vil faktisk meget gerne være mere som Sada Vidoo, og nej, jeg springer ikke ud som levende dukke, lad mig forklare dig hvad jeg mener.

Det er super sejt og endnu mere modigt!

Første gang jeg så Sada Vidoo tænkte jeg – blankt indrømmet – som så mange andre, mine helt egne forundrende tanker. Som mange andre bliver jeg også opmærksom, når noget skævt bliver præsenteret for mit øje, det tror jeg er en helt naturlig og menneskelig ting, men hvordan man så vælger at reagere efterfølgende er det vigtigste i min verden. Jeg bestræber mig på altid at udvise positiv nysgerrighed overfor skæve personligheder og eksistenser. Jeg vil altid gerne forsøge at vise, og selv mødes med, åbenhed og rummelighed. Jeg synes det er ekstremt spændende, at nogle mennesker vælger at skille sig så meget ud af mængden, i forhold til normen og jeg synes det er super sejt og endnu mere modigt, meget modigt.

Jeg føler stadig, at mange mennesker bliver ekstremt stødt over, når folk afviger fra “det normale” eller fra det der forventes af os. Men hvem er det i det hele taget der skaber og styrer alle disse forventninger, og hvorfor har “de” alle disse forventninger til os? Hvad er det normale i det hele taget? Hvad er det vi prøver at opnå med “det normale” og hvorfor vil de fleste af os generelt bare gerne passe ind, i en verden som vi måske ikke engang trives i?

Hvorfor ikke åbne op i stedet?

Sada Vidoo fortæller ydmygt, åbent og ærligt i de 4 afsnit som dokumentaren strækker sig over, hvordan hun har brugt mange år, mange mørke tanker og været mange overvejelser i gennem, inden hun for alvor hoppede ind i sit levende dukkeunivers og for første gang følte sig helt rigtig. Sådanne helt, helt rigtig! Sada Vidoo er altid blevet mobbet, og har altid følt sig rodløs og selv i sin helt egen rigtige verden, mente mange stadig at hun var forkert. Hvem er de at dømme det? Jeg gentager: Hvorfor er “vi” så bange for alle de skæve – og efter min mening – spændende forskelligheder der findes derude? Hvorfor ikke åbne op i stedet og forsøge at lytte til hinanden? Hvorfor ikke interessere sig for, hvorfor andre vælger modsat én selv, i stedet for at dømme på forhånd og forudindtage en masse ting, der højst sandsynligt alligevel ikke passer, hvis man nu virkelig gav det en chance? Hvorfor ikke bruge energi på noget positivt i stedet for, og så møde andre mennesker i øjenhøjde uanset hvordan de ser ud eller hvad de tror på? Jeg ved godt, at det kan være svært, men øvelse gør mester og man er nødt til at være den forskel man selv ønsker at se i verden!

Danser af glæde!

Jeg har en kæmpe respekt for Sada Vidoo, og alle andre, der tør at være tro mod sig selv og leve det liv, som de virkelig ønsker. For mit vedkommende, med mit særligt sensitive sind, har det taget mig mange år at komme til, hvor jeg er den dag i dag. Jeg hviler desværre stadig ikke 100% i mig selv, men jeg kommer nærmere og nærmere for hver dag der går og mit hjerte hopper, og danser af glæde, når jeg støder på mennesker som Sada Vidoo, der på trods af en hård kamp og en masse masse modstand stadig er tro mod sig selv og lever lige præcis dét liv, som hun ønsker at leve. Så længe man ikke gør skade på sig selv eller andre, kan jeg intet problem se i, at leve lige præcis det liv, som man ønsker at leve.

Sada Vidoo – du har en fan i mig – keep on being you! Jeg vil gerne være mere som dig! Vil vi alle ikke gerne det, helt inderst inde?

Sada Vidoo er på Facebook her og Instagram her!

Fortæl mig gerne i kommentarfeltet: Hvad tænker du om, at leve lige præcis som du vil, uden at tænke over hvad alle andre tænker og mener er det rigtige for dig?

Psst! Du kan selv se hele dokumentarserien om Sada Vidoo i Tv Arkiv, hvis du har You See boxen eller lige her.

Måske vil du også læse: Derfor blev her helt stille..

img_5145img_7076

img_7077

Follow my blog with Bloglovin

Debat: Er al spons på blogs en dårlig ting?

img_7121

Som blogger, bliver man nogle gange tilbudt det der hedder sponsorater. Sponsorater betyder i daglig tale reklamer. Man kan altså vælge at gøre reklame for en bestemt virksomhed, og dermed modtage noget retur for indlægget. Det kan både være penge, et produkt eller andre ydelser. Nogle bloggere indgår også længerevarende samarbejder og ambassadørskaber, og her kan læserne så jævnligt støde på reklame fra det pågældende firma, og er det en dårlig ting?

Jeg tror at mange bloggere har oplevet – ved sponsoreret indlæg – at læsere kan falde hurtigt fra og opslagene kan få mindre opmærksomhed. Jeg tror – og håber – ikke det udelukkende er fordi, at et indlæg er sponsoreret at læsere falder fra, men nærmere grundet at læseren kan gennemskue hvornår en reklame fylder mere end den enkeltes bloggers oprigtighed i det skrevne? Jeg prøver personligt at vælge det, som jeg tænker er relevant i forhold til min blog, og modsat fravælge det, som jeg ikke finder interessant!

En kæmpe relevans i mit liv!

Ind i mellem tager jeg selv kontakt til relevante mulige samarbejdspartnere, som på daværende tidspunkt har en interesse for mig, mit liv og dermed min blog. Jeg har f.eks. et kommende samarbejde med “Smertefri fødsel – Anja Bay metoden”, hvilket du kan læse om i indlægget her, og det var en kontakt jeg selv skabte, da netop dette har en kæmpe relevans i mit liv pt. At jeg har været så heldig, at få stablet et samarbejde på benene, ændrer ikke på oprigtigheden af mine ord i mine indlæg her på bloggen. Jeg skriver stadig åbent, og ærligt, og i mit liv lige nu, er dét at snart skulle føde – hjææælp – rimelig væsentligt og noget jeg ville blogge om alligevel, så hvorfor ikke få mere kød på benet, og rent faktisk fortælle åbent og ærligt, om et forløb, som jeg tænker andre måske også kunne drage fordel af?

Troværdigheden ryger, når der er penge involveret!

Som bloggeren Anna Warrington skriver på sin blog her:

“For hvem siger, at dit indhold ikke kan være ligeså godt eller dybt, bare fordi du har fået betaling for den? Er dit arbejde bag ved skærmen ikke lige meget værd, om du er blevet betalt 0 kr, 100 kr eller 10.000 kr for det? Ordene er vel de samme?”

Hun fortsætter:

“Det har måske noget at gøre med, at vi som læsere føler, at troværdigheden ryger, når der er penge involveret. Omvendt kunne man jo argumentere for, at indholdet kan blive endnu bedre, hvis bloggeren har råd til at fordybe sig mere i sine skriverier, fordi de faste indtægter er betalt.”

Jeg er enig i Anna’s udtalelser. Jeg mener bestemt både, at indhold kan blive vandet og skrevet “bare” fordi en blogger bliver betalt for det, men modsat mener jeg også, at man kan mærke, når bloggeren virkelig mener og føler det der skrives. Havde jeg ikke været gravid og haft en kommende fødsel, havde det netop været meget mystisk at skrive om netop dette emne, men i og med, at det er yderst relevant og en meget virkelig ting i mit liv, i nær fremtid, kan jeg kun se fordele i, at dele ud.

Kritiske overfor evt. reklame!

Min egen konklusion er, at al reklame og spons bestemt ikke er en dårlig ting, men man som både blogger og læser skal stille sig selv lidt kritisk og mærke efter, om man føler det er oprigtigt og ærligt, det man skriver og læser om. Derudover ved jeg, at flere og flere bloggere netop af denne grund stiller sig selv mere kristiske overfor evt. reklamerelaterede indlæg, da de tager sig selv og sin blog seriøst, og gerne vil signalere proffesionalisme og oprigtighed overfor sine læsere. Af bl.a. denne grund valgte jeg også at forsvinde i en 3 måneders tid fra hele det her bloggerunivers, som du kan læse om i indlægget her. Jeg følte at min blog var på vej hen et sted, hvor jeg ikke ønskede at være, og før det gik alt for vidt, trak jeg mig, lagde hovedet i blød og vendte tilbage med et nyt koncept, et nyt domæne og en ny skrivestil.

Deltag gerne i debatten, og fortæl mig i kommentarfeltet: Er al spons på blogs en dårlig ting?

Måske vil du også læse: Den bedste guide: Stop overspisning!img_5145

img_7076

img_7077

Follow my blog with Bloglovin

Debat: Hvornår er det okay at vælge et kejsersnit?

img_7258

Indlægget indeholder reklamelinks.

Da jeg i dette indlæg skrev, at jeg ikke følte, at jeg havde født rigtigt grundet et kejsersnit, kom der hurtigt én reaktion på ordet “rigtigt!” Måske skulle jeg hellere have skrevet, at jeg ikke følte, at jeg havde født naturligt, altså naturligt som vi kvinder i tidens morgen jo ér designet til, at “skulle kunne” og for mig var et kejsersnit ikke en rigtig fødsel, men noget der blev en nødvendighed, da tingene ikke gik som de skulle. Følte jeg mig som kvinde mindre sej af den grund? Nej, absolut ikke, men jeg følte stadig, at jeg var blevet snydt for en oplevelse, som jeg fra start havde håbet på at få.

For mig var et kejsersnit, som udgangspunkt, ikke mit bud på min rigtige fødsel , men det blev det jo så af gode grunde og jeg var naturligvis lykkelig for, at et kejsersnit netop var en mulighed, da tingene ikke gik som de burde i følge naturens gang. Men for mig, i min verden og efter min mening, er det for mig ikke en rigtig fødsel. I det ligger ikke, at det er en forkert fødsel for dig eller du som kvinde er mindre sej end andre, hvis du vælger eller af anden grund, ender med at føde via et kejsersnit. Efterfølgende har jeg lært, at man kalder alle forløsninger af et barn for en fødsel, men af den grund er et kejsersnit altså ikke min forestilling om en rigtig, naturlig fødsel.

Når jeg skal føde 2. gang her om en 3 måneders tid håber jeg, at jeg bliver klædt på til, via bl.a. dette forløb, at turde at føde naturligt. Jeg er nemlig blevet – endnu mere – angst efter sidste fødselsforløb og ved af den grund ikke helt endnu hvad jeg vælger endnu, selvom jeg er næsten sikker på, at jeg vil forsøge mig med den naturlige fødsel igen og så om ikke andet prise mig lykkelig for, at jeg har valget om, at vælge et kejsersnit når som helst i forløbet, hvis angsten skulle overmane mig eller kroppen arbejder imod igen.

Christiane Schaumburg-Müller skriver i et nyligt blogindlæg flg:

“Afslutningsvis vil jeg gerne sige, at jeg synes, der er en kedelig tendens på vej, med unge kvinder, der vælger kejsersnit af kosmetiske årsager. Fordi de simpelthen ikke vil have ”ødelagt” deres tissekone! I medierne har man hørt udmeldinger som: ”Jeg skal ikke føde ud af tissemissen og revne om i røven”. I min optik er det er en rigtig trist holdning at have til det at skulle føde. Er det nu pludselig blevet en grund til at få kejsersnit? Er planlagt kejsersnit ikke forbeholdt dem, der enten har decideret angst for at føde, eller dem, der er nødt til det af medicinske årsager, eller for at skåne barnet? Misforstå mig ikke, der er INTET galt i at få kejsersnit. Men jeg er ikke tilhænger af, at man vælger det af kosmetiske grunde. Det er bare trist. Jeg kan slet ikke sætte mig ind i den tankegang. En fødsel er da dybt naturlig og en stor del af det at være kvinde.”

Måske er det netop derfor, at nogle kvinder reagerer så hurtigt på, at jeg ytrede min mening om, at et kejsersnit – for mig – ikke var en rigtig fødsel? Altså fordi en naturlig fødsel er en så stor del af det, at være kvinde, og det er ekstremt sårbart for mange, når de ikke selv er herre over udfaldet og dermed føler sig mindre kvindelige? Jeg ved det ikke, og jeg spørger ydmygt hvad du mener? Jeg vil igen understrege, at jeg hverken føler mig som mere eller mindre kvinde fordi min første fødsel endte i et kejsersnit. Det var bare ikke en ting, som jeg overhovedet havde overvejet forinden selve fødslen og efterfølgende er det chokerende for mig, at finde ud af hvor mange fødsler der rent faktisk ender i kejsersnit, af den ene eller den anden årsag. Jeg synes absolut, at man selv skal have lov til at vælge, men i min verden er det også en trist tendens, hvis man udelukkende vælger et kejsersnit af kosmetiske årsager. Angst kan jeg forstå, for stort et barn og andre komplikationer kan jeg forstå, men direkte at vælge dét udelukkende af én kosmetisk årsag? Nej, det kan jeg ikke forstå.

Fotæl mig gerne i kommentarfeltet: Hvornår er det – efter din mening – okay at vælge et kejsersnit?

Måske vil du også læse: Uge 24+0: Hvor meget har jeg taget på?
img_5145img_7076

img_7077

Follow my blog with Bloglovin