Vores (lidt for) vilde MD-scanning!

img_7794

Valentines Day 2017 er én af de dage vi nok aldrig glemmer. Mikkel og jeg fejrer som sådanne ikke Valentines Day, men helt tilfældigt landede Vores misdannelsesscanning på denne dag og vi blev enige om, at få Villas passet, så vi kunne hygge lidt og få en bid mad ude i byen efter scanningen, og bare være lidt kærester. Det har vi ikke været så gode til efter Villas kom til verden, altså til at få ham passet. Behovet har bare ikke været der, men derfor er det nu stadig rart, at huske på hinanden en gang i mellem, også selvom Villas så alligevel fylder 80% af Vores samtaler!

Lidt spændte og nervøse!

Op på Hvidovre Hospital med os. Lidt spændte og nervøse er man vel altid, når man skal se eller gense hvad der gemmer sig inde i ens mave. For os er MD-scanningen i hvert fald en meget stor ting og man håber jo virkelig inderligt på, at alt er som det skal være.

Vi bliver kaldt ind på stuen og jeg lægger mig op på briksen, får den kolde creme på maven og jordemoderen begynder at scanne. Mikkel og jeg holder i hånden, og da vi hører det lille hjerteslag igen klemmer jeg hans hånd en ekstra gang. Dén lyd bliver man aldrig træt af, den er lige speciel hver eneste gang.

“Skal jeg kigge efter køn?” spørger jordemoderen.

Èr en drengemor!

Mikkel svarer noget i stil med, at det kan hun da godt, men vi ved godt hvad det er. Vi har nemlig allerede været til en kønsscanning i uge 14+0. Vi venter os endnu en lille dreng og weekenden forinden MD-scanningen har vi lige malet værelset og jeg er også i gang med at sortere storebrors gamle tøj, så vi kan genbruge det vi nu stadig kan lide. Resten er jeg også allerede i gang med at sælge ud hos Børneloppen og bogstaverne S-A-N-D-E-R er allerede bestilt til babyværelset. Villas på snart 3 år, glæder sig til lillebrors ankomst og vi bruger meget tid på at snakke om den lille ny baby, der melder sin ankomst i slut juni, hvis alt går efter planen. Vi er alle sammen meget meget spændte og jeg har indstillet mig på, at jeg jo selvfølgelig bare ér en drengemor.

Jordemoderen har lidt problemer med at få de målinger hun skal, da lillebror ligger med ryggen til og derfor prøver vi at ruske lidt i maven og som en anden twerker-dronning ligger jeg og ryster røv på briksen, så Sander måske vender sig. Der sker en smule efter lidt tid og vi fortsætter scanningen.

img_7797img_7785 img_7791

“Så kommer der lidt farve på her, hvis I kigger op på skærmen. Det er for at tjekke hjertet, det ser fint ud. Så går jeg videre til nyrene, og så kan jeg lige komme mellem benene her, kan jeg se. Det er jo stadig en fin lille pige, og..”

Jeg bryder totalt ud i gråd. Jordemoderen bliver helt chokket, og spørger om hun har sagt noget forkert. Mikkel får fremstammet, at det nok var den del med kønnet. Fortvivlet kigger jordemoderen på os, da vi får sagt i kor, at det altså er en dreng vi venter! Forvirret ber hun os liiiige at vente et øjeblik og lige slå koldt vand i blodet. Hun har kun lige kigget hurtigt, og skal nok lige dobbelt tjekke. Baby ligger dog selvfølgelig perfekt til de andre målinger nu, og dem må vi nok hellere lige afslutte inden vi går tilbage til kønnet igen. Behøver jeg at sige, at tankerne var mange og tiden inden vi kom tilbage mellem de små ben føltes som en absolut evighed? Mikkel og jeg var begge totalt målløse, og tænkte bare, det sker ikke det her?

Vi kan nærmest ikke være i os selv!

Jordemoderen vender tilbage mellem benene, og laver et stilbillede af det der ligner tre små streger. Der er ingen tap længere, som på øverste billede fra uge 14+0. Hun bekræfter igen, at det altså ér en pige og vi kan nærmest ikke være i os selv. Det er surrealistisk en oplevelse. Jordemoderen vil lige hente en kollega for en sikkerheds skyld og uden at fortælle sin kollega hvad hun ser på skærmen, siger den nye jordemoder hurtigt, at det jo er en meget fin lille pige vi venter os.

Jeg synes virkelig det er synd for de andre der sad i venteværelset den dag. Vi skulle nemlig videre ind og tale med en læge, grundet en kompliceret fødsel med Villas, så dér sad vi helt forvirret, og mig med tårer i øjnene og så helt forkerte ud i Vores ansigter. Mine hormoner var helt oppe at køre. Ikke fordi, at det er en pige vi pludselig venter os, men pga. chokket over, at “lillebror er væk”. Sander var blevet til Josefine.

Vi har altid blot ønsket os et sundt og raskt barn frem for alt, så kan vi ikke bede om mere, men når man i over 9 uger har offentliggjort for alle at vi venter en lillebror, har fundet navn, har drømt om det kommende broderskab, har reflekteret over hvordan livet til 2 drenge nu ville være, tænkt over hvordan livet som forældre til 2 ville være, indset at vi aldrig fik en lille pige osv, kommer det altså som et kæmpe chok. Jeg – vi – er ikke ligefrem typerne der ikke gør os særligt mange tanker om tilværelsen, så det var altså vildt. Det er stadig vildt!

Den første jeg ringede til var min søster, som skal være Gudmor, og stakkels hende. Hun sad på sit nye arbejde og jeg brød helt sammen, overvældet af hele situationen.

“Nej nej, der er intet galt, som sådanne. Alt gik fint, borset fra en mindre detalje. Sander er blevet til Josefine. Vi skal have en lille pige. Jeg skal have min egen lille pige!”

Vi fik ringet, grædt og grinet en hel del den dag!

Der var vild jubel, sikke en overraskelse. Vi fik ringet, grædt og grinet en hel del den dag. Vi kontaktede selvfølgelig også den scanningsklinik der i uge 14+0 havde skønnet en dreng, og fik samme dag en gratis omscanning. De bekræftede at det altså var en lille pige. Vi fik både penge tilbage og en tid til en gratis 3D-scanning i 28. uge. Den skal vi til i slutningen af næste uge, og jeg tror vi alle er spændte på, om det nu stadig er en lille pige, der efterhånden fylder godt i babyhulen, men mon ikke?

Selvom det er over 1,5 måned siden nu, er vi altså stadig lidt i chok. Bogstaverne er afbestilt, værelset var heldigvis malet gråt, og jeg fik solgt resten af storebrors ting hos Børneloppen, og fylder nu pastel i skabet og på væggene, i stedet for blåt. Min helt egen lille pige, tænk engang. Nogle gange skal man lytte til sin egen indre intuition, der på trods af kønsscanningen i uge 14+0, og billederne af den lille tap, fortalte mig anderledes. Jeg havde altid på fornemmelsen at det var en lille pige. Dog havde jeg aldrig i min vildeste fantasi troet, at det var netop denne info vi ville få til Vores MD-scanning. Som sagt, et sundt og raskt barn frem for alt andet, men når det er sagt, glæder jeg mig nu alligevel til at blive mor til min helt egen lille pige!

Fortæl mig gerne i kommentarfeltet: Har du selv oplevet det samme, eller kender du nogen der har?

Måske vil du også læse: Du skal da amme!?!

img_5145img_7076

img_7077

Du skal da amme!?!

img_9385Der er så mange stærke holdninger og meninger til dette emne. Skal man amme? Altså, skal, som i tvang? Hvad tænker du? Jeg tænker klart nej, man har da altid selv et valg, har man ikke?

Jeg ville så inderligt gerne amme Villas, da han kom til verden for snart 3 år siden. Jeg kan huske hvordan jeg allerede efter de første par timer havde store vabler på mine brystvorter. Jeg fik forskellige ammeråd, af de forskellige jordemødre, på barselsgangen. Det aller bedste råd fik jeg dog af en jydsk jordemoder, der kom ind på stuen og udbrød:

“Er det her der er ammeproblemer? Altså hvis du synes, at du har det hårdt, så skulle du prøve at være mig. Jeg har lige kørt i bus, i over 3 timer med en bus fuld af fanatiske fodboldfans, og deres hold havde tabt kampen!”

Udsolgt på mælkefabrikken!

Behøver jeg at sige, at jeg elskede hende allerede da? Hun trykkede mig godt på babserne og konstaterede, at der var udsolgt på mælkefabrikken. Hun bad os efterfølgende vente et øjeblik. Hun ville lige hente en trylledrik til os. Kort tid efter kom hun ind på stuen med en flaske, med modermælkserstatning, som Villas slugte på nul komma 3. Jeg havde ikke mættet ham nok og var lykkelig for, at han endelig fik nok i maven.

Var min sløje mælkeproduktion grundet et hårdt fødselsforløb? Det akutte kejsersnit? Det faktum, at jeg som 18 årig fik lavet bryster, da jeg faktisk ikke selv dannede brystvæv? Mikkel og jeg havde ingen skrubler med modermælkserstatning, men satsede på, at mælken nok skulle komme som dagene gik, men de store hårde kanonkugler og vanvittige overspændte mælkebryster kom aldrig, og vi fortsatte derfor – uden bad feelings – med at supplere op med flaske.

Massivt press fra omverdenen!

Jeg var hele tiden indstillet på, at give Villas den mælk som jeg havde og derefter toppe sulten af med modermælkserstatning. Havde jeg et problem med at jeg ikke kunne fuldamme, som så mange andre mødre derude har nedtur over? Man hører – desværre – om mange der går helt ned med flaget, når de ikke kan fuldamme sit barn bla. pga. et massivt press fra omverdenen, der føler en ret til at bestemme over andres liv og beslutninger. Og nej, det havde jeg absolut ikke. Misforstå mig ikke. Jeg elskede at amme, men jeg elskede også at se farmand have den helt specielle nærhed med Villas, når han gav ham flasken.

Det eneste der gjorde mig virkelig ked af det i hele mit ammeforløb, var en sundhedsplejerske, som sendte mig det ene sted hen efter det andet. Jeg skulle på teknikkursus, jeg skulle malke ud, jeg skulle ligge hud mod hud, jeg skulle stimulere brysterne og jeg skulle på ammeklinik. Uvidende som jeg var, som førstegangsmor, gjorde jeg jo som hun sagde, jeg lod hende overskride mine grænser om og om igen, og gjorde noget der pludselig ikke føltes godt, og skete der noget? Nej, ikke med mælkeproduktionen i hvert fald, men mig fik hun lavet et godt hak i. Det der ellers føltes så godt, blev jeg hele tiden fortalt og mindet om, at andre åbenbart ikke mente var godt nok og eftersom jeg ikke kunne få mere mælk, måtte jeg til sidst selv sige stop og banke i bordet mht. flere “lad-os-øge-mælkeproduktionen-projektet” som hun trak langt langt ned over hovedet på mig. Hun fik mig pludselig til at føle mig som en utilstrækkelig og dårlig mor af den simple årsag, at jeg ikke var i stand til, at fuldamme mit eget barn, og det synes jeg faktisk ikke er okay!

Det synes jeg er en skam!

Jeg synes det er helt op til den enkelte person om de overhovedet vil forsøge sig med amning eller ej. Jeg kan se mange fordele i at amme, og jeg kan se fordele i ikke at (fuld-) amme. Jeg synes dog, at det er vigtigt ikke at presse noget ned over hovedet på andre mødre, bare fordi man selv synes det er dét rigtige for én selv. Ammeproblematikken er gjort til sådanne en slags gråzone, hvor man bliver gjort til en dårlig mor, hvis ikke man vælger at amme sit barn og det synes jeg er en skam. Jeg ved godt, at der er mange vitaminer samt antistoffer i modersmælken, men inden man dømmer andre skal man huske på, at folk kan have mange gode grunde til, at gøre modsat dig og det gør ikke personen til en dårlig mor!

Vil jeg amme næste gang? Ja, det vil jeg gerne, men jeg vil selv styre showet og ikke lade mig styre af andres meninger og forventninger, for at så føle mig som en dårlig mor, hvis ikke jeg kan fuldamme min baby. Stresset mor, stresset baby. Mit råd er, at altid gøre hvad du, og din baby, trives med og så ellers være ligeglad med alle andres mening hele tiden. Det er trods alt ikke deres liv du lever og du gør det godt nok – amning eller ej!

Fortæl mig gerne i kommentarfeltet: Hvad er din holdning til emnet?

Måske vil du også læse: Hvornår er det okay at vælge et kejsersnit?img_5145

img_7076

img_7077

Follow my blog with Bloglovin

Debat: Hvornår er det okay at vælge et kejsersnit?

img_7258

Indlægget indeholder reklamelinks.

Da jeg i dette indlæg skrev, at jeg ikke følte, at jeg havde født rigtigt grundet et kejsersnit, kom der hurtigt én reaktion på ordet “rigtigt!” Måske skulle jeg hellere have skrevet, at jeg ikke følte, at jeg havde født naturligt, altså naturligt som vi kvinder i tidens morgen jo ér designet til, at “skulle kunne” og for mig var et kejsersnit ikke en rigtig fødsel, men noget der blev en nødvendighed, da tingene ikke gik som de skulle. Følte jeg mig som kvinde mindre sej af den grund? Nej, absolut ikke, men jeg følte stadig, at jeg var blevet snydt for en oplevelse, som jeg fra start havde håbet på at få.

For mig var et kejsersnit, som udgangspunkt, ikke mit bud på min rigtige fødsel , men det blev det jo så af gode grunde og jeg var naturligvis lykkelig for, at et kejsersnit netop var en mulighed, da tingene ikke gik som de burde i følge naturens gang. Men for mig, i min verden og efter min mening, er det for mig ikke en rigtig fødsel. I det ligger ikke, at det er en forkert fødsel for dig eller du som kvinde er mindre sej end andre, hvis du vælger eller af anden grund, ender med at føde via et kejsersnit. Efterfølgende har jeg lært, at man kalder alle forløsninger af et barn for en fødsel, men af den grund er et kejsersnit altså ikke min forestilling om en rigtig, naturlig fødsel.

Når jeg skal føde 2. gang her om en 3 måneders tid håber jeg, at jeg bliver klædt på til, via bl.a. dette forløb, at turde at føde naturligt. Jeg er nemlig blevet – endnu mere – angst efter sidste fødselsforløb og ved af den grund ikke helt endnu hvad jeg vælger endnu, selvom jeg er næsten sikker på, at jeg vil forsøge mig med den naturlige fødsel igen og så om ikke andet prise mig lykkelig for, at jeg har valget om, at vælge et kejsersnit når som helst i forløbet, hvis angsten skulle overmane mig eller kroppen arbejder imod igen.

Christiane Schaumburg-Müller skriver i et nyligt blogindlæg flg:

“Afslutningsvis vil jeg gerne sige, at jeg synes, der er en kedelig tendens på vej, med unge kvinder, der vælger kejsersnit af kosmetiske årsager. Fordi de simpelthen ikke vil have ”ødelagt” deres tissekone! I medierne har man hørt udmeldinger som: ”Jeg skal ikke føde ud af tissemissen og revne om i røven”. I min optik er det er en rigtig trist holdning at have til det at skulle føde. Er det nu pludselig blevet en grund til at få kejsersnit? Er planlagt kejsersnit ikke forbeholdt dem, der enten har decideret angst for at føde, eller dem, der er nødt til det af medicinske årsager, eller for at skåne barnet? Misforstå mig ikke, der er INTET galt i at få kejsersnit. Men jeg er ikke tilhænger af, at man vælger det af kosmetiske grunde. Det er bare trist. Jeg kan slet ikke sætte mig ind i den tankegang. En fødsel er da dybt naturlig og en stor del af det at være kvinde.”

Måske er det netop derfor, at nogle kvinder reagerer så hurtigt på, at jeg ytrede min mening om, at et kejsersnit – for mig – ikke var en rigtig fødsel? Altså fordi en naturlig fødsel er en så stor del af det, at være kvinde, og det er ekstremt sårbart for mange, når de ikke selv er herre over udfaldet og dermed føler sig mindre kvindelige? Jeg ved det ikke, og jeg spørger ydmygt hvad du mener? Jeg vil igen understrege, at jeg hverken føler mig som mere eller mindre kvinde fordi min første fødsel endte i et kejsersnit. Det var bare ikke en ting, som jeg overhovedet havde overvejet forinden selve fødslen og efterfølgende er det chokerende for mig, at finde ud af hvor mange fødsler der rent faktisk ender i kejsersnit, af den ene eller den anden årsag. Jeg synes absolut, at man selv skal have lov til at vælge, men i min verden er det også en trist tendens, hvis man udelukkende vælger et kejsersnit af kosmetiske årsager. Angst kan jeg forstå, for stort et barn og andre komplikationer kan jeg forstå, men direkte at vælge dét udelukkende af én kosmetisk årsag? Nej, det kan jeg ikke forstå.

Fotæl mig gerne i kommentarfeltet: Hvornår er det – efter din mening – okay at vælge et kejsersnit?

Måske vil du også læse: Uge 24+0: Hvor meget har jeg taget på?
img_5145img_7076

img_7077

Follow my blog with Bloglovin

Er du (også) bange for at føde?

img_7095

I samarbejde med Anja Bay, Smertefri fødsel.

Men du er jo 2. gangs fødende tænker du måske? Og både ja, og nej. Jeg endte – efter 49 timer og absolut ingen åbning – min 1. fødsel i akut kejsersnit. Akut hedder det altid, når det ikke er planlagt. Fra de tog vedroppet og til jeg skulle føde – hvis man overhovedet kalder dét det – gik der 4 timer. 4 timer med gode veer hvert 5. minut. Hvorfor min livmoderhals ikke engang var blødnet efter de 49 timer ved ingen. Jeg blev mættet med vedrop og proppet med nåle i form af akupunktur, og intet skete. Absolut intet, udover sindsyge vestorme altså. Behøver jeg sige, at jeg var lykkelig da den 7. – mener jeg, at det var – jordemoder kom ind på stuen og spurgte mig, om ikke det var en idé med et kejsersnit. Jeg kollapsede på sengen og råbte grådkvalt;

“Joooo, få ham uuuuuuuud!”

Alligevel kan jeg godt mærke angsten!

Vi havde de bedste dage på Hvidovre Hospitals barselsgang efterfølgende. Vi blev mødt af den ene søde jordemoder efter den anden og Vores lykke var ubeskrivelig. Vi glemte omverdenen totalt og levede i Vores helt egen lille boble. Jeg glemmer aldrig på 2. dagen, da Villas’ morfar kom ind på stuen i røde shorts.

“Shorts? Du har shorts på!”

 “Ja”, svarede han. “Det er 25 grader og solskin udenfor”.

Og for første gang siden onsdag nær midnat, da vi var landet på Vores barselsstue, trak vi gardinet for og kom i tanke om, at der jo også var en verden udenfor og det var eftermiddag, og solen strålede fra en skyfri himmel. Alt var godt, og vi følte begge, at det trods alt havde været en rigtig god oplevelse. Alligevel kan jeg godt mærke angsten presse sig på nu her, når jeg begynder at tænke på hvad der om snart skal til at ske igen. Jeg skal have et barn, igen.

Den lette eller forkerte løsning!

Hvordan kommer det hele lige til at foregå denne gang? Det er der selvfølgelig ingen gravide der ved, og for mig er det faktum i sig selv helt ekstremt grænseoverskridende. Endnu mere fordi, at min krop jo reelt set ikke har født endnu. Undskyld til Jer der anser kejsersnit for at føde. Jeg ser det personligt ikke som en fødsel-fødsel. Jeg siger ikke, at det er hverken den lette eller forkerte løsning at vælge, det må man helt selv bestemme efter min mening, men for mig er en rigtig fødsel altså en vaginal fødsel og det tænker jeg da, at jeg gerne vil opleve, og prøve på igen. Men bange, dét er jeg altså. Mere end jeg faktisk troede. Spørgsmålene om min tidligere fødsel og hvorfor det tog så lang tid, og endte som det gjorde, er pludselig blevet til meget virkelige bekymringer i mit sind.

Da jeg snakkede med denne skønne jordemoder i sidste uge, sagde hun til mig, at der ikke var noget der indikerede, at jeg ikke skulle kunne forsøge mig med en vaginal fødsel her 2. gang, men vi ville planlægge fødslen hen af vejen og det endelige valg var helt mit eget. Jeg har ofte haft en fornemmelse af, at man blev set ned på, hvis man “bare” valgte et kejsersnit på forhånd, men den følelse efterlod denne jordemoder mig ikke med. Allerede der blev jeg mere rolig. Jeg har jo faktisk et valg, og det er kun mit valg. Ingen andres!

En smertefri fødsel!

Jeg tænker umiddelbart, at jeg vil forsøge mig med en vaginal naturlig fødsel, men jeg er bange. Jeg er ekstremt i kontrol altid, og utilpas når jeg mister den, og det er jo netop en meget dårlig egenskab, når man for alvor skal arbejde med kroppen og netop slippe kontrollen. Jeg kan huske, at jeg for længe siden havde set noget i Go’ morgen Danmark om en smertefri fødsel, og jeg undersøgte sagen nærmere. Jeg faldt igen over “Smertefri fødsel – Anja Bay metoden” på nettet og kontaktede Anja med mine spørgsmål. Vi besluttede, at indgå et samarbejde, så I også kunne få gavn af mine oplevelser med kurset. Jeg tænker, at der er mange andre der har det ligesom mig?

Om jeg tror på en komplet smertefri fødsel er jeg ikke helt sikker på, men jeg glæder mig til at – forhåbentlig – blive klogere på min egen krop, og komme min angst til livs eller om ikke andet dæmpe den lidt. Jeg starter på det grundkursus med opstart d. 2 maj og er meget meget spændt, og nervøs. Hvor ville det være rart med en god naturlig fødsel her 2. gang!

Smertefri fødsel er på Instagram her!

Fortæl mig gerne i kommentarfeltet: Er/var du også bange for at føde?

Måske vil du også læse: Uge 24+0: Hvor meget har jeg taget på?img_5145img_7076

img_7077

Kære jordemoder!

img_6914

Et kæmpe tak fordi du var så fantastisk til Vores aller første møde i onsdags. Jeg ved hvor travlt du har og alligevel fik du mig til at føle, at jeg var dit eneste fokus, og den vigtigste person i dit liv, på lige præcis dét tidspunkt!

Den sødeste kvinde!

Kender du følelsen af, at være fyldt op med glæde og varme efter du har mødt et andet menneske? Jeg mærker ekstremt mange energier fra de mennesker jeg omgås og møder på min vej. Det kan både være godt og skidt, men da jeg i onsdags kom forvirret ind af døren på Pavillon 4, til mit første jordemoder møde, var det en rigtig dejlig ting. Jeg blev jeg mødt af den sødeste kvinde. Hun spurgte instant om jeg var Tina, og gav mig et langt varmt håndtryk. Derefter gik hun stille ned af gangen mens hun sagde til mig, at jeg ikke skulle være så stresset, efterfulgt af at vi nok skulle nå det hele. Jeg kunne allerede i dét øjeblik mærke stressen forlade min krop. Jeg var lidt forsinket, da der – som altid – ingen ledige p-pladser var og jeg derfor måtte holde nede i et boligområde, et lille stykke fra hospitalets område.

Vi sad længe og snakkede, og jeg tog mig selv i flere gange, at føle mig helt vildt tryg og godt tilpas. Jeg udviste nok mere stress end hende, da jeg – som mange andre – er vant til, at man skyndes igennem dagligdagens “møder”, men sådanne var det ikke denne dag, og det gjorde al verden til forskel for mig.

Jeg har bare brug for lidt kærlig pleje og omsorg!

Jeg er – her i 2. graviditet – kommet i et lidt mere omfattende forløb, da min læge har indberettet, at jeg har en spiseforstyrrelse og tog over 40 kg på, da jeg ventede Villas for snart 3 år siden. Da vi begyndte at tale om netop denne side af sagen, kunne jeg godt mærke, at det vendte sig lidt inden i mig. Det er aldrig rart at erkende det og være “hende den syge”, men modsat er jeg kommet til et sted i mit liv hvor jeg for alvor ønsker at slutte fred med spiseforstyrrelsen og bryde tabuet om at det er svagt, at spørge om hjælp, og så er det nu rart, at der kan tilbydes ekstra pleje til os, som kan trænge til det.

Da jeg lige havde slugt hvorfor jeg var endt i Pavillon 4, og fortalte hvor jeg stod den dag i dag – nemlig et rigtig rart sted – stod det pludselig klart for jordemoderen, at jeg ikke var “én af dem” der skulle bruges ekstra ressourcer på, men at jeg “bare” var “én af dem” som har brug for lidt ekstra kærlig pleje og omsorg, og én der rent faktisk tager sig lidt ekstra tid til at lytte og besvare mine spørgsmål. Det må man sige, at hun gjorde. Jeg fik ytret, hvordan jeg faktisk er ekstremt bange for at føde igen – sidste fødsel tog 49 timer og endte i akut kejsersnit, da jeg ikke åbnede mig det mindste – og jeg fik forklaret hvordan jeg endnu ikke helt vidste hvad jeg ender med at vælge denne gang.

Tak, kære jordemoder!

Jeg blev mærket på maven, og der blev lyttet til det lille skønne hjerte. Dén lyd bliver jeg aldrig træt af at høre. Jeg fælder får våde øjne hver gang. Jeg synes virkelig det er noget af det største i livet, at blive mor og nu skal jeg så opleve det for 2. gang. Lidt inden jeg mødte Mikkel for snart 5 år siden havde jeg egentlig affundet mig med, at jeg nok ikke fandt ham, som jeg ville have børn med, og der dumpede han så uventet ind fra højre, og nu venter vi så Vores 2. barn. Jeg er ovenud taknemmelig, og det var jeg også da jeg efter et kæmpe kram sagde på gensyn til den skønne jordemoder i onsdags. Et kæmpe af hjertet tak fordi, at du tog dig tid til mig og lyttede til mine behov. Jeg ville ønske, at vilkårene blev bedre for alle i sundhedsvæsenet, så flere af disse mennesker – der så inderligt ønsker at hjælpe os andre, når vi har mest brug for det – fik tid til at klare sit arbejde uden stress og jag! Dét ville i sidste ende være til gavn for os alle. Jeg håber det én dag er en realitet!

Tak, kære jordemoder – vi ses igen i uge 30.

Fortæl mig gerne i kommentarfeltet: Hvornår har du sidst mødt – og takket – et menneske, der gjorde en positiv forskel for dig?

Måske vil du også læse: Uge 24+0: Hvor meget har jeg taget på?img_5145img_7076

img_7077

Follow my blog with Bloglovin
Older posts