Du skal da amme!?!

img_9385Der er så mange stærke holdninger og meninger til dette emne. Skal man amme? Altså, skal, som i tvang? Hvad tænker du? Jeg tænker klart nej, man har da altid selv et valg, har man ikke?

Jeg ville så inderligt gerne amme Villas, da han kom til verden for snart 3 år siden. Jeg kan huske hvordan jeg allerede efter de første par timer havde store vabler på mine brystvorter. Jeg fik forskellige ammeråd, af de forskellige jordemødre, på barselsgangen. Det aller bedste råd fik jeg dog af en jydsk jordemoder, der kom ind på stuen og udbrød:

“Er det her der er ammeproblemer? Altså hvis du synes, at du har det hårdt, så skulle du prøve at være mig. Jeg har lige kørt i bus, i over 3 timer med en bus fuld af fanatiske fodboldfans, og deres hold havde tabt kampen!”

Udsolgt på mælkefabrikken!

Behøver jeg at sige, at jeg elskede hende allerede da? Hun trykkede mig godt på babserne og konstaterede, at der var udsolgt på mælkefabrikken. Hun bad os efterfølgende vente et øjeblik. Hun ville lige hente en trylledrik til os. Kort tid efter kom hun ind på stuen med en flaske, med modermælkserstatning, som Villas slugte på nul komma 3. Jeg havde ikke mættet ham nok og var lykkelig for, at han endelig fik nok i maven.

Var min sløje mælkeproduktion grundet et hårdt fødselsforløb? Det akutte kejsersnit? Det faktum, at jeg som 18 årig fik lavet bryster, da jeg faktisk ikke selv dannede brystvæv? Mikkel og jeg havde ingen skrubler med modermælkserstatning, men satsede på, at mælken nok skulle komme som dagene gik, men de store hårde kanonkugler og vanvittige overspændte mælkebryster kom aldrig, og vi fortsatte derfor – uden bad feelings – med at supplere op med flaske.

Massivt press fra omverdenen!

Jeg var hele tiden indstillet på, at give Villas den mælk som jeg havde og derefter toppe sulten af med modermælkserstatning. Havde jeg et problem med at jeg ikke kunne fuldamme, som så mange andre mødre derude har nedtur over? Man hører – desværre – om mange der går helt ned med flaget, når de ikke kan fuldamme sit barn bla. pga. et massivt press fra omverdenen, der føler en ret til at bestemme over andres liv og beslutninger. Og nej, det havde jeg absolut ikke. Misforstå mig ikke. Jeg elskede at amme, men jeg elskede også at se farmand have den helt specielle nærhed med Villas, når han gav ham flasken.

Det eneste der gjorde mig virkelig ked af det i hele mit ammeforløb, var en sundhedsplejerske, som sendte mig det ene sted hen efter det andet. Jeg skulle på teknikkursus, jeg skulle malke ud, jeg skulle ligge hud mod hud, jeg skulle stimulere brysterne og jeg skulle på ammeklinik. Uvidende som jeg var, som førstegangsmor, gjorde jeg jo som hun sagde, jeg lod hende overskride mine grænser om og om igen, og gjorde noget der pludselig ikke føltes godt, og skete der noget? Nej, ikke med mælkeproduktionen i hvert fald, men mig fik hun lavet et godt hak i. Det der ellers føltes så godt, blev jeg hele tiden fortalt og mindet om, at andre åbenbart ikke mente var godt nok og eftersom jeg ikke kunne få mere mælk, måtte jeg til sidst selv sige stop og banke i bordet mht. flere “lad-os-øge-mælkeproduktionen-projektet” som hun trak langt langt ned over hovedet på mig. Hun fik mig pludselig til at føle mig som en utilstrækkelig og dårlig mor af den simple årsag, at jeg ikke var i stand til, at fuldamme mit eget barn, og det synes jeg faktisk ikke er okay!

Det synes jeg er en skam!

Jeg synes det er helt op til den enkelte person om de overhovedet vil forsøge sig med amning eller ej. Jeg kan se mange fordele i at amme, og jeg kan se fordele i ikke at (fuld-) amme. Jeg synes dog, at det er vigtigt ikke at presse noget ned over hovedet på andre mødre, bare fordi man selv synes det er dét rigtige for én selv. Ammeproblematikken er gjort til sådanne en slags gråzone, hvor man bliver gjort til en dårlig mor, hvis ikke man vælger at amme sit barn og det synes jeg er en skam. Jeg ved godt, at der er mange vitaminer samt antistoffer i modersmælken, men inden man dømmer andre skal man huske på, at folk kan have mange gode grunde til, at gøre modsat dig og det gør ikke personen til en dårlig mor!

Vil jeg amme næste gang? Ja, det vil jeg gerne, men jeg vil selv styre showet og ikke lade mig styre af andres meninger og forventninger, for at så føle mig som en dårlig mor, hvis ikke jeg kan fuldamme min baby. Stresset mor, stresset baby. Mit råd er, at altid gøre hvad du, og din baby, trives med og så ellers være ligeglad med alle andres mening hele tiden. Det er trods alt ikke deres liv du lever og du gør det godt nok – amning eller ej!

Fortæl mig gerne i kommentarfeltet: Hvad er din holdning til emnet?

Måske vil du også læse: Hvornår er det okay at vælge et kejsersnit?img_5145

img_7076

img_7077

Follow my blog with Bloglovin

Debat: Hvornår er det okay at vælge et kejsersnit?

img_7258

Indlægget indeholder reklamelinks.

Da jeg i dette indlæg skrev, at jeg ikke følte, at jeg havde født rigtigt grundet et kejsersnit, kom der hurtigt én reaktion på ordet “rigtigt!” Måske skulle jeg hellere have skrevet, at jeg ikke følte, at jeg havde født naturligt, altså naturligt som vi kvinder i tidens morgen jo ér designet til, at “skulle kunne” og for mig var et kejsersnit ikke en rigtig fødsel, men noget der blev en nødvendighed, da tingene ikke gik som de skulle. Følte jeg mig som kvinde mindre sej af den grund? Nej, absolut ikke, men jeg følte stadig, at jeg var blevet snydt for en oplevelse, som jeg fra start havde håbet på at få.

For mig var et kejsersnit, som udgangspunkt, ikke mit bud på min rigtige fødsel , men det blev det jo så af gode grunde og jeg var naturligvis lykkelig for, at et kejsersnit netop var en mulighed, da tingene ikke gik som de burde i følge naturens gang. Men for mig, i min verden og efter min mening, er det for mig ikke en rigtig fødsel. I det ligger ikke, at det er en forkert fødsel for dig eller du som kvinde er mindre sej end andre, hvis du vælger eller af anden grund, ender med at føde via et kejsersnit. Efterfølgende har jeg lært, at man kalder alle forløsninger af et barn for en fødsel, men af den grund er et kejsersnit altså ikke min forestilling om en rigtig, naturlig fødsel.

Når jeg skal føde 2. gang her om en 3 måneders tid håber jeg, at jeg bliver klædt på til, via bl.a. dette forløb, at turde at føde naturligt. Jeg er nemlig blevet – endnu mere – angst efter sidste fødselsforløb og ved af den grund ikke helt endnu hvad jeg vælger endnu, selvom jeg er næsten sikker på, at jeg vil forsøge mig med den naturlige fødsel igen og så om ikke andet prise mig lykkelig for, at jeg har valget om, at vælge et kejsersnit når som helst i forløbet, hvis angsten skulle overmane mig eller kroppen arbejder imod igen.

Christiane Schaumburg-Müller skriver i et nyligt blogindlæg flg:

“Afslutningsvis vil jeg gerne sige, at jeg synes, der er en kedelig tendens på vej, med unge kvinder, der vælger kejsersnit af kosmetiske årsager. Fordi de simpelthen ikke vil have ”ødelagt” deres tissekone! I medierne har man hørt udmeldinger som: ”Jeg skal ikke føde ud af tissemissen og revne om i røven”. I min optik er det er en rigtig trist holdning at have til det at skulle føde. Er det nu pludselig blevet en grund til at få kejsersnit? Er planlagt kejsersnit ikke forbeholdt dem, der enten har decideret angst for at føde, eller dem, der er nødt til det af medicinske årsager, eller for at skåne barnet? Misforstå mig ikke, der er INTET galt i at få kejsersnit. Men jeg er ikke tilhænger af, at man vælger det af kosmetiske grunde. Det er bare trist. Jeg kan slet ikke sætte mig ind i den tankegang. En fødsel er da dybt naturlig og en stor del af det at være kvinde.”

Måske er det netop derfor, at nogle kvinder reagerer så hurtigt på, at jeg ytrede min mening om, at et kejsersnit – for mig – ikke var en rigtig fødsel? Altså fordi en naturlig fødsel er en så stor del af det, at være kvinde, og det er ekstremt sårbart for mange, når de ikke selv er herre over udfaldet og dermed føler sig mindre kvindelige? Jeg ved det ikke, og jeg spørger ydmygt hvad du mener? Jeg vil igen understrege, at jeg hverken føler mig som mere eller mindre kvinde fordi min første fødsel endte i et kejsersnit. Det var bare ikke en ting, som jeg overhovedet havde overvejet forinden selve fødslen og efterfølgende er det chokerende for mig, at finde ud af hvor mange fødsler der rent faktisk ender i kejsersnit, af den ene eller den anden årsag. Jeg synes absolut, at man selv skal have lov til at vælge, men i min verden er det også en trist tendens, hvis man udelukkende vælger et kejsersnit af kosmetiske årsager. Angst kan jeg forstå, for stort et barn og andre komplikationer kan jeg forstå, men direkte at vælge dét udelukkende af én kosmetisk årsag? Nej, det kan jeg ikke forstå.

Fotæl mig gerne i kommentarfeltet: Hvornår er det – efter din mening – okay at vælge et kejsersnit?

Måske vil du også læse: Uge 24+0: Hvor meget har jeg taget på?
img_5145img_7076

img_7077

Follow my blog with Bloglovin

Er du (også) bange for at føde?

img_7095

I samarbejde med Anja Bay, Smertefri fødsel.

Men du er jo 2. gangs fødende tænker du måske? Og både ja, og nej. Jeg endte – efter 49 timer og absolut ingen åbning – min 1. fødsel i akut kejsersnit. Akut hedder det altid, når det ikke er planlagt. Fra de tog vedroppet og til jeg skulle føde – hvis man overhovedet kalder dét det – gik der 4 timer. 4 timer med gode veer hvert 5. minut. Hvorfor min livmoderhals ikke engang var blødnet efter de 49 timer ved ingen. Jeg blev mættet med vedrop og proppet med nåle i form af akupunktur, og intet skete. Absolut intet, udover sindsyge vestorme altså. Behøver jeg sige, at jeg var lykkelig da den 7. – mener jeg, at det var – jordemoder kom ind på stuen og spurgte mig, om ikke det var en idé med et kejsersnit. Jeg kollapsede på sengen og råbte grådkvalt;

“Joooo, få ham uuuuuuuud!”

Alligevel kan jeg godt mærke angsten!

Vi havde de bedste dage på Hvidovre Hospitals barselsgang efterfølgende. Vi blev mødt af den ene søde jordemoder efter den anden og Vores lykke var ubeskrivelig. Vi glemte omverdenen totalt og levede i Vores helt egen lille boble. Jeg glemmer aldrig på 2. dagen, da Villas’ morfar kom ind på stuen i røde shorts.

“Shorts? Du har shorts på!”

 “Ja”, svarede han. “Det er 25 grader og solskin udenfor”.

Og for første gang siden onsdag nær midnat, da vi var landet på Vores barselsstue, trak vi gardinet for og kom i tanke om, at der jo også var en verden udenfor og det var eftermiddag, og solen strålede fra en skyfri himmel. Alt var godt, og vi følte begge, at det trods alt havde været en rigtig god oplevelse. Alligevel kan jeg godt mærke angsten presse sig på nu her, når jeg begynder at tænke på hvad der om snart skal til at ske igen. Jeg skal have et barn, igen.

Den lette eller forkerte løsning!

Hvordan kommer det hele lige til at foregå denne gang? Det er der selvfølgelig ingen gravide der ved, og for mig er det faktum i sig selv helt ekstremt grænseoverskridende. Endnu mere fordi, at min krop jo reelt set ikke har født endnu. Undskyld til Jer der anser kejsersnit for at føde. Jeg ser det personligt ikke som en fødsel-fødsel. Jeg siger ikke, at det er hverken den lette eller forkerte løsning at vælge, det må man helt selv bestemme efter min mening, men for mig er en rigtig fødsel altså en vaginal fødsel og det tænker jeg da, at jeg gerne vil opleve, og prøve på igen. Men bange, dét er jeg altså. Mere end jeg faktisk troede. Spørgsmålene om min tidligere fødsel og hvorfor det tog så lang tid, og endte som det gjorde, er pludselig blevet til meget virkelige bekymringer i mit sind.

Da jeg snakkede med denne skønne jordemoder i sidste uge, sagde hun til mig, at der ikke var noget der indikerede, at jeg ikke skulle kunne forsøge mig med en vaginal fødsel her 2. gang, men vi ville planlægge fødslen hen af vejen og det endelige valg var helt mit eget. Jeg har ofte haft en fornemmelse af, at man blev set ned på, hvis man “bare” valgte et kejsersnit på forhånd, men den følelse efterlod denne jordemoder mig ikke med. Allerede der blev jeg mere rolig. Jeg har jo faktisk et valg, og det er kun mit valg. Ingen andres!

En smertefri fødsel!

Jeg tænker umiddelbart, at jeg vil forsøge mig med en vaginal naturlig fødsel, men jeg er bange. Jeg er ekstremt i kontrol altid, og utilpas når jeg mister den, og det er jo netop en meget dårlig egenskab, når man for alvor skal arbejde med kroppen og netop slippe kontrollen. Jeg kan huske, at jeg for længe siden havde set noget i Go’ morgen Danmark om en smertefri fødsel, og jeg undersøgte sagen nærmere. Jeg faldt igen over “Smertefri fødsel – Anja Bay metoden” på nettet og kontaktede Anja med mine spørgsmål. Vi besluttede, at indgå et samarbejde, så I også kunne få gavn af mine oplevelser med kurset. Jeg tænker, at der er mange andre der har det ligesom mig?

Om jeg tror på en komplet smertefri fødsel er jeg ikke helt sikker på, men jeg glæder mig til at – forhåbentlig – blive klogere på min egen krop, og komme min angst til livs eller om ikke andet dæmpe den lidt. Jeg starter på det grundkursus med opstart d. 2 maj og er meget meget spændt, og nervøs. Hvor ville det være rart med en god naturlig fødsel her 2. gang!

Smertefri fødsel er på Instagram her!

Fortæl mig gerne i kommentarfeltet: Er/var du også bange for at føde?

Måske vil du også læse: Uge 24+0: Hvor meget har jeg taget på?img_5145img_7076

img_7077

Kære jordemoder!

img_6914

Et kæmpe tak fordi du var så fantastisk til Vores aller første møde i onsdags. Jeg ved hvor travlt du har og alligevel fik du mig til at føle, at jeg var dit eneste fokus, og den vigtigste person i dit liv, på lige præcis dét tidspunkt!

Den sødeste kvinde!

Kender du følelsen af, at være fyldt op med glæde og varme efter du har mødt et andet menneske? Jeg mærker ekstremt mange energier fra de mennesker jeg omgås og møder på min vej. Det kan både være godt og skidt, men da jeg i onsdags kom forvirret ind af døren på Pavillon 4, til mit første jordemoder møde, var det en rigtig dejlig ting. Jeg blev jeg mødt af den sødeste kvinde. Hun spurgte instant om jeg var Tina, og gav mig et langt varmt håndtryk. Derefter gik hun stille ned af gangen mens hun sagde til mig, at jeg ikke skulle være så stresset, efterfulgt af at vi nok skulle nå det hele. Jeg kunne allerede i dét øjeblik mærke stressen forlade min krop. Jeg var lidt forsinket, da der – som altid – ingen ledige p-pladser var og jeg derfor måtte holde nede i et boligområde, et lille stykke fra hospitalets område.

Vi sad længe og snakkede, og jeg tog mig selv i flere gange, at føle mig helt vildt tryg og godt tilpas. Jeg udviste nok mere stress end hende, da jeg – som mange andre – er vant til, at man skyndes igennem dagligdagens “møder”, men sådanne var det ikke denne dag, og det gjorde al verden til forskel for mig.

Jeg har bare brug for lidt kærlig pleje og omsorg!

Jeg er – her i 2. graviditet – kommet i et lidt mere omfattende forløb, da min læge har indberettet, at jeg har en spiseforstyrrelse og tog over 40 kg på, da jeg ventede Villas for snart 3 år siden. Da vi begyndte at tale om netop denne side af sagen, kunne jeg godt mærke, at det vendte sig lidt inden i mig. Det er aldrig rart at erkende det og være “hende den syge”, men modsat er jeg kommet til et sted i mit liv hvor jeg for alvor ønsker at slutte fred med spiseforstyrrelsen og bryde tabuet om at det er svagt, at spørge om hjælp, og så er det nu rart, at der kan tilbydes ekstra pleje til os, som kan trænge til det.

Da jeg lige havde slugt hvorfor jeg var endt i Pavillon 4, og fortalte hvor jeg stod den dag i dag – nemlig et rigtig rart sted – stod det pludselig klart for jordemoderen, at jeg ikke var “én af dem” der skulle bruges ekstra ressourcer på, men at jeg “bare” var “én af dem” som har brug for lidt ekstra kærlig pleje og omsorg, og én der rent faktisk tager sig lidt ekstra tid til at lytte og besvare mine spørgsmål. Det må man sige, at hun gjorde. Jeg fik ytret, hvordan jeg faktisk er ekstremt bange for at føde igen – sidste fødsel tog 49 timer og endte i akut kejsersnit, da jeg ikke åbnede mig det mindste – og jeg fik forklaret hvordan jeg endnu ikke helt vidste hvad jeg ender med at vælge denne gang.

Tak, kære jordemoder!

Jeg blev mærket på maven, og der blev lyttet til det lille skønne hjerte. Dén lyd bliver jeg aldrig træt af at høre. Jeg fælder får våde øjne hver gang. Jeg synes virkelig det er noget af det største i livet, at blive mor og nu skal jeg så opleve det for 2. gang. Lidt inden jeg mødte Mikkel for snart 5 år siden havde jeg egentlig affundet mig med, at jeg nok ikke fandt ham, som jeg ville have børn med, og der dumpede han så uventet ind fra højre, og nu venter vi så Vores 2. barn. Jeg er ovenud taknemmelig, og det var jeg også da jeg efter et kæmpe kram sagde på gensyn til den skønne jordemoder i onsdags. Et kæmpe af hjertet tak fordi, at du tog dig tid til mig og lyttede til mine behov. Jeg ville ønske, at vilkårene blev bedre for alle i sundhedsvæsenet, så flere af disse mennesker – der så inderligt ønsker at hjælpe os andre, når vi har mest brug for det – fik tid til at klare sit arbejde uden stress og jag! Dét ville i sidste ende være til gavn for os alle. Jeg håber det én dag er en realitet!

Tak, kære jordemoder – vi ses igen i uge 30.

Fortæl mig gerne i kommentarfeltet: Hvornår har du sidst mødt – og takket – et menneske, der gjorde en positiv forskel for dig?

Måske vil du også læse: Uge 24+0: Hvor meget har jeg taget på?img_5145img_7076

img_7077

Follow my blog with Bloglovin

Uge 24+0: Hvor meget har jeg taget på?

img_6864

Indlægget er ikke sponsoreret.

Det er altid et spørgsmål folk hyppigt stiller. Det er egentligt sjovt, at man bare må stille det, fordi én er gravid, sy’s du ikk’? Man gør det jo aldrig ellers tænker jeg, kun hvis det er den anden vej rundt og en person har tabt sig, og lige netop i dét øjeblik gør man så ens vægt til en så-meget-er-du-værd-status. Hvorfor kan det ikke være flot at tage på egentligt? Det synes jeg altså, at det kan. Det kan være mindst ligeså hårdt at skulle tage på, som det kan være at tabe sig. Jeg kan f.eks. huske, at jeg gik i folkeskole med én, der skulle drikke en masse shakes for at tage på. Det var en hård kamp for hende. Præcis ligesom det måske ville være for en overvægtig, at skulle tvinge sig selv i underskud af energi.

Denne graviditet skulle være helt anderledes!

Hvor meget har jeg så taget på her i graviditet nummer 2, her i uge 24+0? Svaret er simpelt: Lige præcis så meget, som det åbenbart har været meningen at jeg skulle. Jeg havde en forestilling om, at denne graviditet skulle være helt anderledes end min første. Det blev den i og for sig også, men ikke i den grad, som jeg havde forestillet mig. Den har faktisk været alt andet end det jeg havde forestillet mig, at den skulle være, men det er ikke nødvendigvis en dårlig ting.

Jeg har lært mere om mig selv i denne graviditet end jeg overhovedet havde turde håbe på. Jeg har lært at lytte til min krop. Langt om længe lytter jeg til min krop. Mit hoved prøver stadig at lave numre med mig og det er vanvittigt pludselig at sige sindet i mod, fordi man faktisk kan mærke hvad ens krop fortæller én. Det er en kæmpe gave at få. Jeg ville ønske det for alle. De fleste mennesker i dag, er for meget oppe i sit hoved, og glemmer at mærke efter nede i kroppen. Først når skaden for alvor er sket, mærker de efter og indser at de faktisk ikke har lyttet til sig selv og sit egentlige behov alt, alt, for længe. Prøv lige nu, at stop op. Bare i 10 sekunder. Luk øjnene. Træk vejret helt ned i maven, hold det 2-3 sekunder og pust laaaangsomt ud igen. Hvordan føles det? Er du i balance?

Jeg vil være sund og stærk!

Hvad tallet på vægten siger aner jeg ikke, og jeg er faktisk også ligeglad, forstået på den måde, at jeg naturligvis gerne vil være sund og stærk. Jeg er ligeglad i den forstand, at det skal føles rart i min krop og i mit sind fremfor alt. Dén følelse kan ikke opvejes af, hvad et tal på en badevægt viser og det tal har alligevel i alle dage kun været mig til besvær! Jeg har for første gang i mit liv, for alvor trænet mit sind og ikke kun fysikken, og dét har gjort hele forskellen for mig.

img_6866img_6908img_6865

Jeg tror på, at bryde tabuet omkring at vi altid skal være så hammer smarte og klare det hele selv. Det er okay, at indrømme, når man har brug for hjælp. Faktisk tror jeg på, at alle ville have godt af lidt mental gymnastik en gang i mellem. Jeg har både været til zoneterapi og til psykolog med evner i hypnose, og jeg siger det med stor stolthed i stemmen. Det har givet mig mere end jeg nogensinde turde håbe på, selvom jeg ikke helt følte hypnosen som sådanne, det skal man vidst lige lære at åbne op for.

Som et næste skridt på min spændende rejse, har jeg bl.a. tænkt mig at opsøge en clairvoyant. Kender du en god én? Jeg er mega skeptisk, men også super spændt. Jeg tror vi rummer meget mere, end hvad det blotte øje kan se og hvad Vores sind umiddelbart er bevidst omkring. Freud’s teori med isbjerget, der illustrerer, at vi kun er 10% oppe i bevidstheden, og de resterende 90% styres af underbevidstheden, tror jeg helt sikkert på og det er mega spændende – og skræmmende – at dykke ned dér, hvor man egentlig aldrig rigtig bevæger sig, bevidst. Yoga er også på min indre lad-mig-prøve-det-liste. Jeg fokuserer for første gang i mit liv, på meget andet end tallet på badevægten, og det føles helt i gennem fantastisk!

Fortæl mig gerne i kommentarfeltet: Går du op i tallet på vægten, og gjorde du det under din(-e) graviditet(-er)? Jeg hører også meget gerne fra dig, hvis du har nogle forslag til nogle spændende alternative behandlinger, som jeg bare må prøve.

Måske vil du også læse: Derfor blev her helt stille..
img_5145img_7076

img_7077

Follow my blog with Bloglovin